Messedesign med elegance, varme og godt håndværk i centrum

Kunde
Furninova

Projekt
Messestand Maison & Objet, Paris

Størrelse
144 m²

Gennem mere end 10 år har Ambiente designet og bygget messestande for Furninova på nogle af verdens største møbelmesser. Det langvarige samarbejde har skabt en fælles forståelse for brandet, produkterne og ambitionen om hele tiden at skabe oplevelser, der skiller sig ud i en branche, hvor konkurrencen om opmærksomheden er benhård.

Et roligt univers midt på messen
Til Maison & Objet i Paris skabte Ambiente et organisk standdesign, der inviterede besøgende til at sænke tempoet og opleve Furnonovas kollektion i rolige og eksklusive omgivelser. Fire meter høje bordeauxfarvede vægge omsluttede standen og skabte en markant kontrast til messehallens visuelle støj, mens strukturerede overflader med en næsten sandagtig fornemmelse, varme nuancer og lagdelt belysning leverede en intim atmosfære indenfor. Målet var ikke at skabe en stand, der råbte højest, men en eksklusiv oase, hvor Furninovas møbler kunne opleves uden forstyrrelse. Mere som et showroom end en traditionel messestand.

Kreativitet og godt håndværk går hånd i hånd
Ambiente stod for både design, produktion og opbygning af standen, som krævede håndværksmæssig kunnen for at blive ført ud i livet. Særligt de store buede hjørner stillede høje krav til udførelsen, fordi selv små unøjagtigheder er synlige i de lange, bløde kurver.

''Det bedste ved at arbejde med Ambiente er, at vi bare behøver at give dem en idé – så forstår de straks, hvor vi vil hen, og kan omdanne det til en færdig løsning, der er nøje gennemtænkt i alle detaljer. De er ikke kun ekstremt kreative og altid opdaterede med de nyeste trends, de er også yderst dygtige håndværkere. Og de forstår nødvendigheden af omkostningseffektivitet og af at have et forretningsmæssigt perspektiv."Lenka Teilmann, kreativ direktør og designer, Furninova

Forrige
Forrige

VisitDenmark, Paris Olympics

Næste
Næste

Dlg Group