Domicil
Domicilindretning - overblik
Kunde
Aksen - House of Business
Projekt
Reception og velkomstområde, Skejby, Dammark
Størrelse

750 m2

Design
Ambiente

Nyt receptionsområde med integreret café i bæredygtigt design

Aksen House of Business, som er det tidligere Vestas domicil, blev i 2017 opkøbt af Pensionskassen for Akademikere P+. Siden opkøbet har man arbejdet på at omdanne det unikke byggeri på omkring 22.000 kvadratmeter til et kontorfælleskab med mange forskellige lejere.

Som et led i at få bygningen til at hænge bedre sammen samt tiltrække de rigtige lejere blev Ambiente valgt til at designe og etablere et receptionsområde med en lille café. Bygningen byder på mange unikke løsninger med bæredygtigt mål for øje, hvorfor de nye ejere i P+ havde et stort ønske om, at det nye receptionsområde afspejlede netop dette.

Bæredygtigheden kommer således til udtryk via genbrug af mange af møblerne som kombineres med nye elementer fremstillet af bæredygtige og genanvendte materialer. Eksempelvis er tæpperne fremstillet af genanvendt plast, mens bordpladerne til nogle af cafébordene er fremstillet af industriel plast- samt restaffald fra skallen af kaffebønner.

Receptionsområdet og de dertilhørende fællesarealer er designet og indrettet med fokus på at skabe funktionelle rammer for et domicil med stor daglig trafik og samtidig binde de mange kvadratmeter sammen på bedste vis. Bæredygtigheden kommer til udtryk via en simpel, tiltalende og afbalanceret materiale- og farvepalette som både tilfører liv og samtidig har respekt for de eksisterende arkitektoniske rammer.

Store træer fordeler sig rundt i det store velkomstområde og skaber miljø og atmosfære. Forskellige typer af siddepladser i sofaer såvel som i mindre bordgrupper opfordrer til et aktivt brug af de mange zoner igennem hele dagen og underbygger den hyggelige torvestemning.

En lampeinstallation over receptionsdisken udnytter den høje loftshøjde og sikrer, at man som gæst i huset har nemt ved at afkode, hvor man skal henvende sig.

Se et andet domicilprojekt i Aarhus her.